Troels Hjort Pedersen
trommer & sammenspil
Jeg elsker at trommer er så let tilgængelige – alle kan sætte sig bag trommesættet og udtrykke sig.
Troels Hjort Pedersen
Trommer:
Det vigtigste for mig er, at eleven føler sig imødekommet og lyttet til i forhold til, hvilke ønsker vedkommende har til undervisningen. Uanset om man ønsker at lære trommer helt fra bunden, eller har et specifikt ønske om at lære en bestemt genre eller teknik, så kan jeg hjælpe.
Jeg har en stor “tromme-groove-værktøjskasse” og er opdateret på de nyeste teknikker – både når det gælder pedal-teknik og stick-teknik – så jeg kan imødekomme alle elevers ønsker.
Hvad elsker du ved dit instrument?
Jeg elsker at trommer er så let tilgængelige – alle kan sætte sig bag trommesættet og udtrykke sig.
Selvom jeg har spillet trommer i over 20 år, elsker jeg stadig bare at sætte mig bag sættet og spille. Nogle dage har jeg lyst til at spille med fuld energi, andre dage har jeg lyst til at spille helt smooth, og en tredje dag har jeg måske bare lyst til at spille hurtig swing. Det hele kan lade sig gøre bag trommerne – og det bedste er, at det bare bliver sjovere og sjovere, jo mere man øver sig.
Uddannelser:
Jeg er uddannet på Københavns Universitet i musikvidenskab, samt på Berklee hvor jeg har taget et professionelt tromme-certifikat.
Derudover har jeg gået på musiklinjen på Den Rytmiske Højskole, Det Alternative Rytmiske Konservatorium og K.U.B.A.
Jeg har også modtaget en-til-en-undervisning af trommeslager som: Rod Morgenstein, Jim Payne, Yoron Israel, Marthyn Jovanovic og Rasmus Grosell.
Lidt om min musikkarriere
Solbrud (2009–2024):
Min rejse som musiker startede for alvor i 2009, hvor jeg grundlagde metalbandet Solbrud, som jeg spillede trommer og skrev musik i.
Vi udgav fire album og vandt en række priser – heriblandt to GAFFA-priser. Rejsen med Solbrud gav mig stor erfaring både som live- og studiemusiker, og jeg har haft fornøjelsen af at spille på nogle prestigefyldte scener, herunder DR Koncerthuset, Roskilde Festivalen og Copenhell.
The Hyle (2014):
I 2014 var jeg studiemusiker (trommer) på The Hyle’s vinyl udgivelse kaldet demo.
Spade (2023–nu):
Siden 2023 har jeg været fast trommeslager i 70’er-rock bandet Spade.
Cheap Motel (2024–nu):
Siden 2024 har jeg været Live- og studiemusiker i country/folk-bandet Cheap Motel (tidligere kaldet Workers in Songs).