Ulla Hempel

Korleder for HOMming Birds

I HOMming Birds arbejder vi på at få alle i koret til at udfolde sig på bedste måde, så korets udtryk bliver så stærkt og musikalsk som muligt. Sangteknik som bl.a. stemmeopvarmning, klang og støtte og musikalske elementer som tekstarbejde, dynamik og rytmik understøtter dette formål. Når det går bedst oplever korsangerne at én plus én bliver til mere end to. Det hele foregår i en glad, humoristisk og seriøs stemning. Både korsangerne og jeg kommer med forslag til repertoire.

Ulla Hempel

Hvad er dine mål for dig og din elev?

Det vigtigste for mig i koret er, at sangene formidler følelser og at udtrykket er så tydeligt som muligt. Jeg bestræber mig på at guide og vejlede sangerne med teknik og anvisninger, så de er klar over, hvad de skal gøre for at få et optimalt udtryk.

Hvad elsker du ved dit instrument?

Sangstemmen er vores første instrument. Vi fødes med den. Stemmen kan udtrykke sig på SÅ mange måder, når vi udforsker den. Vi kan i kor og fællessang udtrykke alle mulige følelser sammen og mærke at vi hver især er en vigtig lille del af det samlede udtryk. Jeg føler stor glæde når mine kor/sangelever finder ud af, at de kan noget, som de ikke troede var muligt. 

Hvad er din filosofi om musik?

Musik er følelsernes sprog. Det er en vidunderlig gave at have adgang til musik. Musik er mulighed for udvikling både personligt, fagligt og i fælleskab.

 

 

Hvilke punkter gennemgår du i din undervisning?

Vi varmer op. Øver sangteknik. Jeg introducerer en sang ved at fortælle om den. Vi øver stemmegrupperne, indtil vi kan dem. Jeg knytter teori til, hvis jeg synes det er relevant, og vi arbejder på det musikalske udtryk både med og uden akkompagnement. Vi afholder koncerter, når det er muligt, og laver også ind i mellem optagelser. 

Hvilke konstellationer har du været en del af som musiker?

Jeg synger i duo med mine egne sange. Er korsanger i Junah Arch.
Det har altid været vigtigt for mig også at være udøvende sanger – det har jeg gjort i forskellige bands, som korsanger for Radiounderholdningsorkesteret i en periode (bl.a. til Ledreborg Slotskoncerter, Julehilsen til Grønland, Sebastian Jubilæum og Døve OL). Jeg har desuden været solist (jazz, funk, pop og latin) og sanger i Big-band.

Uddannelser?

Jeg er Cand.Phil. i musik fra Aalborg Universitet.